mandag den 29. september 2008

Interview med Henrik Einspor

Her er et nyt interview! Denne gang med en forfatter som du måske bedst kender fra Gyser-genren, men han har bl.a. også skrevet serien Dykker-detektiverne.


Hvordan kom du i gang med at skrive?
Jeg ville være tegneserietegner, men jeg var bedre til at finde på historierne end til at tegne dem, så efter et mislykket forsøg på at lave et tegneseriealbum (ingen gad udgive det) kastede jeg mig over skrivningen.

Hvad er det bedste ved krimi-genren?
Det er når et godt krimi-plot smelter sammen med noget relevant samfundspolitisk. f.eks. som i Leif Davidsens romaner, eller de gamle Sjöwall og Wahlöö-krimier, som jeg åd som teenager. Men den slags krimier kan jeg ikke selv finde ud af at skrive. Og når sandheden skal frem, så læser jeg heller ikke så mange krimier mere.

Hvad bliver du inspireret af, når du starter på en ny bog?
Det kan være en løs tanke, alá Hvad nu hvis ... men ofte kommer idéerne først, når jeg begynder at skrive. Ellers lader jeg mig inspirere af vandrehistorier, mærkelige hændelser, overtro og sære personligheder.

Hvad er det sværeste i en skriveproces og hvad er det sjoveste?
Det sværeste er at få historien afviklet, for der er himmelvid forskel på at have en idé oppe i hovedet og så få den formuleret ned til en tekst, der også bliver interessant for andre. Af og til opdager man bare, at en idé ikke holder, når den bliver skrevet ind i en historie - og det er virkelig surt.

Det sjoveste i skriveprocessen er, når råteksten er skrevet og man begynder at arbejde med den, altså omskriver og omskriver og omskriver, indtil den flyder perfekt.

Hvordan researcher du?
Skal jeg bruge specifik viden om f.eks. en historisk periode eller en begivenhed, så går jeg på biblioteket og låner bøger om emnet, ellers er der jo altid det gode gamle internet, hvor man jo også kan finde en nyttig oplysning hist og pist.

Hvad læser du selv og hvilken krimiforfatter kan du bedst lide?
Jeg læser alt, og har ingen specielle yndlinge. Og jeg læser stort set aldrig regulære krimier, men gerne gysere og spændingsromaner/noveller alá Stephen King. Og så har jeg lige læst Erling Jepsens Frygtelig lykkelig, som jo på en måde også er en slags krimi, eller hvad? Og Bjarne Reuters Mordet på Leon Culman, som er djævleblændt godt bygget op.

En hilsen til krimiklubben
Hej Krimiklub, jeg håber ikke, I synes mine svar var kriminelt dårlige. Sandheden er, at jeg læste mængder af krimier som barn og ung, detektivbøger og den slags, til gengæld er jeg som voksen mere til gys, gru, splat, død og ødelæggelse. Og sådan kan det gå tilbage for enhver. Mange hilsner Henrik Einspor

Ingen kommentarer: