Denne gang interviewer vi forfatteren Oskar K., som har skrevet krimiserien om Mikkel...
Hvordan kom du i gang med at skrive?
Da jeg var helt ung, skrev jeg digte og debuterede i 1970 med en samling på Gyldendal. Siden skrev jeg et par bøger mere og en hel del teaterstykker for børn. Så lavede jeg en masse fjernsyn og teater i mange år og begyndte at skrive igen, da jeg flyttede til Spanien i slutningen af sidste århundrede.
Hvad er det bedste ved krimi-genren?
Krimigenren har den fordel, at en eller anden skal finde ud af noget, og det kan godt give en god spænding i en bog, som kan få læseren til at interessere sig for enten opklaringen eller/og bedre endnu de personer, der er involveret i sagen. Jeg synes, det sjoveste er, hvis man kan få læseren til at være lidt ligeglad med opklaringen, fordi de er mere spændt på, hvordan det går personerne.
Hvad bliver du inspireret af, når du starter på en ny bog?
Mest af at læse om eller snakke med børn og mine dyr. Det kan være en artikel i avisen om børn, der kommer til Danmark uden voksne og stikker af et par dage efter, at de er blevet anbragt i en flygtningelejr, fordi de godt ved, de bliver sendt hjem igen. Så tænker jeg, hvad der mon sker med dem. Eller det kan være en samtale mellem to børn, hvor den ene har en talefejl, så han si'r: "Ge' gun gået, ger ger gå gilm!" istedet for "Det er kun noget, der sker på film!". Eller der er nogle børn, der fortæller mig et eller andet helt horribelt eller afsindigt morsomt. Og så har jeg fem katte, to hunde, en papegøje og en kanariefugl og nogle guldfisk, og den måde, de opfører sig på overfor hinanden, sætter tit en historie i gang i hovedet på mig.
Hvad er det sværeste i en skriveproces og hvad er det sjoveste?
Når jeg får en idé, vil jeg helst skrive historien ned med det samme. Det sværeste er at vente med at skrive, til jeg har personerne og historien klare i tankerne. Nogle gange synes jeg, jeg har fat i noget helt rigtigt, men så er det for mig en god idé at gå og fortælle historien til mig selv et stykke tid, inden jeg begynder at skrive den ned. Når jeg gør det, kan jeg nogle gange se, at der mangler noget, en af personerne er for papagtige, eller der mangler noget, for at handlingen kan blive rigtig god. For mig vil det sige, at historien ikke bare handler om én ting, men om mange ting på én gang, Jeg synes, det er lidt kedeligt at læse en bog, der kun handler om skilsmisse eller mobning eller heste, men det er der jo nogen, der godt kan lide, så er der også mere styr på tingene.
Det sjoveste ved at skrive for mig er, at der IKKE er styr på tingene, at det hele er lidt usikkert og ikke til at gennemskue. Ligesom jeg tit har det, når jeg kigger på verden. Den er ikke sådan at få has på, men spændende, det er den. Alle de mærkelige mennesker, der gør en masse mærkelige ting, som kan være svære at forstå. Måske skal en bog heller ikke forstås, men give lyst til at forstå. Jeg kan bedst lide bøger, man skal gøre sig umage for at læse, og som man læser igen og igen, fordi der hver gang er nye ting at opdage.
Hvordan researcher du?
Først og fremmest læser jeg meget om det, jeg skal skrive om, f. eks. hvordan man samler en motorcykel, eller rapporter om pigebander, og så snakker jeg med børn om det, prøver at høre, hvordan de snakker og staver, når de f. eks. skriver smser eller chatter. Jeg bruger også nogle gange en hel klasse eller bare tre-fire børn eller ét som konsulenter på mine bøger, så hjælper de mig med at rette det, der lyder håbløst gammeldags eller rammer helt ved siden af.
Hvad læser du selv og hvilken krimiforfatter kan du bedst lide?
Jeg læser helst gamle bøger. Min yndligsforfattere er russeren Vladimir Majakowskij (min gamle New Foundlænder, der døde sidste år, hed Majakowskij) og Halldór Laxness (mine nye New Foundlænderhvalp hedder Halldór), han er fra Island, og ham læser jeg igen og igen, men jeg holder også meget af en portugisisk forfatter, der hedder Saramago, en tyrker ved navn Orhan Pamuk, argentineren Borges, spanieren Vila-Matas, japanerne Kawabata og Tanizaki, den italienske forfatter Italo Calvino og en østrigsk kvindelig forfatter, der hedder Elfriede Jelinek.
Den kriminalforfatter, jeg bedst kan lide, er Raymond Chandler, fordi han både er hårdkogt og ironisk og laver nogle fantastiske beskrivelser af steder og mennesker.
En hilsen til krimiklubben
"Klokken var knap halv fire om eftermiddagen en dag midt i oktober. Der var ingen sol i gaden, men lyset var klart og skarpt efter regnen. Jeg havde drukket en kraftig kop varm chokolade i Spunk Bar, var i Kirkens Genbrugs bedste trenchcoat over et så godt som nyt sæt nålestribet tøj, der næsten passede. Blå skjorte, slips, sorte Emericas med fartstriber og en grå fedorahat af typen Florence, som jeg havde fundet i First Class Second Hand. Jeg havde rene negle og nyskurede tænder og var ligeglad med, om nogen lagde mærke til det, helt igennem som en velklædt privatdetektiv på tretten skal se ud på vej til et møde med kvarterets skrappeste mafiaboss, den tyrkiske grønthandler i Dannebrogsgade."
Sådan starter historien om MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER med detektiven Philip E. Marlow, som jeg har lavet sammen med Dorte Karrebæk. Du kan sikkert låne den på biblioteket.
